Mennesket vejes igen

Et gyldent vindue til det indre liv
og dets mindre kendte apekte:

Mennesket vejes og vurderes
enkeltvis og kollektivt.

Målingerne sker om natten,
for så er der ro under hatten.

Fysisk livets udfoldelser,
psykisk og sjælelig vækst,

Åndelig næring til talenterne,
Lysbevidsthed til evnerne,

Glædesforhold i Livets sind,
Tanke-renhed til det Fælles sind,

Integrering af nye ting,
transformation af gamle fejle,

Disse var der hidtil spørgsmål
som målingerne gav svar på.

Nu kommer en ting til:
hvor selvstændigt er du her.

Selvstændighed inde og ude
stændig hvilende i sig Selv,

Tør at valge ? og kan se klart
Livet behøver ikke være så hart.

Tag den store hånd som rækkes ned
til at flyve de skridt på stigen.

Øjet ser også gennem dig,
og du igennem den.

Stigen fører til universets gnist
som er Skabelsens ene kilde,

Modtager gerne hungrende sjæle
til fæderlig favns dvælende glæde.

4 aspekte af Solen

Farver af solens indre:
vinrød, orange og gul,
giver menneskene et hjul
for at selv kunne dreje
i solar plexus indre lejre.

At dreje rundt og se fra alle veje
i bevidsthedsfokussets integrerende leje.
Atomets kraft driver blomsterne frem,
skaber et brlomstrende øje
i universets indre vækst.

Det hvide er blomsternes æteriske farve,
som optegner i cellernes erindrings-arv,
til senere livs genkendelses-leje.
Det hele kommer med Lysets raster
som kroppens dele som mønster betragter.

Øverst til venstre ses æteriske hjælper
som det hvide lag omkring os befolker,
menneske og dyr ,sten og planter
deres arbejdsområde med renter,
da de deres viden hos os henter.

For erfaring er altid værdifuld,
til skabelsens nye tur.
Alting kan revurderes,
fejlene udbedres eller beskæres,
for at Skaberen kan æres.

Indre barn af ild

Ud fra bevidsthedens dybe lænker,
gemte revner tænker jeg mig frem
til steder hvor Lyset alt gennemtrænger.

Jeg finder døren i Sjælens gammel Livstræ
sender min indre ild igennem denne
og slipper endelig fri!

Solen er min fader, Io er min mor,
jeg har også søster og bror
et held: familien er stor.

Jeg modtages af luftens ånd,
som giver mig brændsel
men efter vandet har jeg ingen trængsel.

Jeg hilser på verden af indre trang
for at finde derude genklang
vejen til fællesskabet er endnu lang.

Først skal jeg finde min plads i verden
samt udfylde opgaver i den indre orden:
jeg tilhører lysbevidsthedens blitz:

Aha-opleversernes daglige drift.
At oplyse menneskenes sind
er mit værende bedrift.

Bevidsthedens solsikke

Op mod solen strækker jeg mig,
følger dens rundtur på himlen,
glæder jeg mig hver dag inden.

For Solen står altid op
kalder os alle i hop,
for at give Liv til alle.

Min plejer, som megen kraft ejer,
kommer hver dag klokken tolv,
for at give mig energetisk medhold.

Denne åndelige kraft
får mig til at holde rast
i verdens rasende hast.

Min kraft går til alle hjerter,
samvittighedens kærter tænder,
græshoppens sang ender,

så snart din samvittighed er ren.
Fri for hverdagens erfaring
musicerer græshoppen varig.

Oplivend og beskytttend
samvittighedens nye kerne
råber op: vær en laterne!

Giv Lys som Solens stråler
som alt liv indeholder
kærlighedens velkendte vibrationer.

Sophia

Sophia er visdommens dame
som får sindets nye vane:
eksistenskampen omdannes
til videreførende leve
i flere verdner på engang.

Bevidstheden vokser,
på hovedet en skål åbner
og samler Moderens vilje,
som velsigner ny viden
i sit menneskebarn.

Poppeltræets fine saft
indgyder hende kraft
solens stråler oplyser
følelserner bryste-dragt
op på mælkevejen.

Pyramidens topkraft
stiger højre og højre
gennem alle centre,
vækker blomsten hvid
i sjælens ro og hvil.

Brudesløret udfoldes,
det nøgne beklædes,
urviseren tikker
i det kollektive sind
til indre bryllup.

Moder Jords blomsterskib

Mod evighedens havn sejler mit skib
Urvandet vugger det i sin favn,
Grøn hjertevæv er sejlet,
Der fører det i havn.

Skibskroppen er min intuition,
Lasten er den flammende kerne,
En frø til nyt evigt liv
i æterens himmelske hav.

Moder Jord

Her står jeg og holden jorden på mit hoved.
Omgivet af gyldne nødder og onyxsten.
Pyramidens gyldne kuppel viser vejen
det jordiske bevidstheds leje
som alle kan eje –hvis de vil.

Mit gammelt hårpragt samlet i en kåbe
Gir mig ny kraft til at rumme stjernehobe
For fysiske livs fornyende klode.
Det gylden æbles visdom hæve
De ny dimensioners indre pragt.

Verdensægget står parat og venter
Kærlighedens transformerende kraft,
Så de nye beboere kan skabes
Af bevidsthedens regnbuesjæle
I en flydende takt.