Sophia er visdommens dame
som får sindets nye vane:
eksistenskampen omdannes
til videreførende leve
i flere verdner på engang.
Bevidstheden vokser,
på hovedet en skål åbner
og samler Moderens vilje,
som velsigner ny viden
i sit menneskebarn.
Poppeltræets fine saft
indgyder hende kraft
solens stråler oplyser
følelserner bryste-dragt
op på mælkevejen.
Pyramidens topkraft
stiger højre og højre
gennem alle centre,
vækker blomsten hvid
i sjælens ro og hvil.
Brudesløret udfoldes,
det nøgne beklædes,
urviseren tikker
i det kollektive sind
til indre bryllup.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar